Tines Trivialiteter

Sidder pt på en cafe i San Francisco og arbejder på mit speciale, og må konstatere at jeg arbejder bedre med folk og larm omkring mig. Jeg har lavet mere her til formiddag end jeg har på hele dage derhjemme, så jeg overvejer helt seriøst at flytte specialeskrivning på cafe, når jeg kommer hjem. Nå, men efter 14 dages fantastisk ferie her i byen, så strandede jeg jo lige en uge mere. Dermed har jeg krydset den farlige grænse, der for indfinder sig efter ca 2 uger i en by, nemlig at jeg begynder at føle mig hjemme, så det bliver sgu trist at vende hjem til Danmark. Helt skidt bliver det på vejrfronten, for selv om San Francisco ikke har det bedste klima i Californien, så er der stadig top og t-shirt dage her i november :-D! Nå, men jeg vil op og have refill af den gode kaffe, så....

Tv2 kører i aften den helt store intelligensfest, test nationen, som de kalder det, og på deres hjemmeside kan man så teste sin iq, hvorefter man skal indtaste nogle oplysninger, som de så bruger til sammenlignende underholdning. Konceptet synes jeg er tåbeligt, men nu synes jeg også, at den slags tests er sjove, så jeg tog den i den tro, at jeg kunne trække jydernes og blondinernes gennemsnit op. Det viste sig at være noget af en tidsrøver. Ikke på grund af testen . Den er lavet på tid sådan, at man har op til 35 sekunder til hvert spørgsmål. Det viste sig at være meget skidt for min intelligens. For hvor jeg i den sproglige del slet ikke skulle bruge alle sekunderne, så kunne jeg i regnedelen ikke nå de svære opgaver. Med andre ord, hvis jeg havde kunne overføre de sekunder jeg ikke brugte i den sproglige del til regnedelen, ville jeg uden problemer kunne løse opgaverne og ikke ende på en iq på 97! Det var ikke et videre godt resultat på en dag, hvor jeg i forvejen har lidt af seriøs...

Det er lørdag eftermiddag. Solen skinner ind ad vinduet, og jeg hører Four Tet, mens jeg desperat prøver at få skrevet bare lidt på specialet i dag. Det går generelt ikke så godt med skriveriet, og nu kan jeg godt mærke, at jeg bliver bare en lille smule stresset ved tanken om, at det skal afleveres om knap 6 uger. Hjæææælp!!! Jeg er ikke gået i panik endnu, for det har aldrig rigtig hjulpet mig i en skriveproces, men jeg er der nu, hvor jeg godt kan se, at jeg har travlt, rigtig travlt. Og hver dag, der går uden at skrive noget, gør det kun værre, så nu kan jeg vist ikke udskyde det længere. Jeg skal have gang i mit opgaveadrenalin hurtigst muligt, så ikke flere overspringshandlinger lige nu, skal nå at skrive et par sider inden Danmark løber på banen i Tyrkiet i en fodboldkamp, som vi skal vinde ellers er der ingen VM til næste år. Så tilbage til dokumentarteori og Michael Moore...

Livet på landet stiller nogle gange én overfor problemer, som man ikke er vant til. I dag opdagede jeg en spurv på altanen, som tilsyneladende havde mødt døden i form af et sammenstød med stuevinduet. Normalt overlever de den tur, efter de lige har sundet sig lidt, hvilket jeg oplevede forleden, da jeg sad og læste inde i stuen. Pludselig lød der et ordentlig bank på ruden, og ude på altanen lå den stakkels spurv og hev efter vejret, så man fik helt ondt af den. Jeg blev enig med mig selv om, at det nok var bedst ikke at stresse den, så jeg lod den være i fred og holdt mig langt fra vinduet. Et kvarters tid efter bankede det så på ruden igen. Nu var spurven kommet på benene og var lettere forvirret over det der vindue, som den ikke kunne komme igennem. Den blev i hvert fald ved med at banke med næbbet på ruden i en ti minuters tid, før den opgav at komme den vej og hoppede over mod gelænderet og åbenbart fandt ud af at komme op og ud i naturen igen. I hvert fald var den væk, da jeg vil...

Nu har jeg ikke fået cykellugter med til Stenderup, så en nattetur til Horsens for at købe den længe ventede bog nr. 6 var aldrig seriøst inde i mine overvejelser (turen gennem skoven i mørke havde nok afskrækket mig under alle omstændigheder). I stedet stod jeg tidligt op og cyklede til Horsens, så jeg var der kl. 8, da Kvickly åbnede og købte mit eksemplar, og så var ellers bare hjem og læse. Nu har jeg så læst den færdig og sidder med en lidt tom fornemmelse, for egentlig synes jeg ikke rigtig, at der sker ret meget i den. I hvert fald ikke nok i forhold til de 607 sider den trods alt er på. Så ja, jeg er nok lidt skuffet, og The Order of the Phoenix er stadig min absolutte favorit i serien. Men der er ingen tvivl om, at jeg vil vente i spænding på den sidste bog for at se, hvordan det hele ender.

Er netop blevet færdig med Brian Winston : Claiming the Real og hen mod slutningen ridser han nogle af fronterne i den teoretiske diskusion af dokumentar set i lyset af postmodernismen op. Det handler i bund og grund om, hvorvidt dokumentar kan nå en (grad af) virkelighed eller om den kun kan være et simulacrum (i Baudrillards forstand). Han skriver følgende (s. 247): After all, this is an old war, between those who see only a world veiled by appearances where forms impenetrable mask unknowable realities and those who do not (...). Baudrillard hører uden tvivl til de første, og jeg selv til de sidste, derfor nød jeg også det citat, som Winston fortsætter med af Christopher Norris (fra bogen med den, synes jeg og ja det er ret nørdet, fantastiske titel What´s Wrong With Postmodernism: Critical Theory and the Ends of Philosophy ) . It just does not follow from the fact that we are living through an age of widespread illusion and disinformation that therefore all questions of truth drop ...

Jeg er flyttet i midlertidigt eksil i Stenderup, primært for at koncentrere mig om mit speciale. Det har vist sig at være en rigtig god ide, for den danske sommer har i år bestemt sig for at vise sig fra sin bedste og varmeste side. Heldigvis sidder jeg i et hus med have i stedet for en sydvest vendt sauna af et kollegieværelse. I dag har jeg så siddet ude i haven og læst, og har flyttet min læseplads alt efter om jeg ville have sol eller skygge - et helt igennem fantastisk koncept som i følge vejrudsigten også skal i brug de næste par dage...

Vejret er godt her til aften. Jeg er cyklet på arbejde uden jakke for første gang i år. Lækkert. Det synes ungerne åbenbart også, for der er ikke mødt mere end 5 mennesker op i dag, og de klarer sig selv. 1 sidder i computerrummet, 2 i musikrummet og de sidste to sidder og snakker hemmeligt. Med andre ord er det sådan en aften som i aften, at mit arbejde er helt igennem forfærdeligt kedeligt, og det eneste man kan give sig til er at se fjernsyn, og der er ikke noget godt at se før om en ½ time. Gab!

Min farmor døde 2. påskedag, mandag for 14 dage siden. Hun var den sidste af mine bedsteforældre, der var tilbage, og med hendes død er en generation forsvundet ud af mit liv. Det har sat en masse tanker i gang. Som hvad børnebørn egentlig husker deres bedsteforældre for. Min farfar døde for 7½ år siden, og farmor blev aldrig den samme igen. Så for at huske hende for den hun var, har jeg tænkt en del over, hvad jeg egentlig husker hende for. Min farmor og farfar var som præsten også sagde i kirken et team, og man kan ikke mindes den ene uden at tænke på den anden. Det er somrene i Gerskov, et stille liv og en uendelig ro. Bornholmerurets tikken og slåen, at sidde i en lænestol med et blad (som regel Ude og Hjemme) mens farmor sidder ved skrivebordet og løser kryds og tværs eller ordner et eller andet regnskab. Det er at plukke bær og stå i køkkenet med farmor og prøve at få en opskrift på bare noget af alt det fantastiske hun kunne lave i et køkken, og blive lettere irriteret over at...

Jeg var på Aros i går for at se lidt Bill Viola -ham vender jeg tilbage til en anden gang - i samme omgang fik jeg så set udstillingen af årets pressefotos. Jeg har altid været fascineret af pressefotos, og jeg har siden jeg var lille bladret i mine forældres bog med pressefotos adskillige gange. Og mens jeg gik der på udstillingen blev jeg endnu engang fascineret af, hvor meget man egentlig kan fortælle med et billede, og der var mange rigtig gode. Men årets nyhedsbillede er i mine øjne i en klasse for sig, og er et af de billeder, som folk husker. Det er Martin Lehmann, der har fanget et dansk par, der ligger og soler sig på en strand i Phuket, som om intet var hændt, mens oprydningsarbejdet efter tsunamien er i fuld gang. Jeg ved stadig ikke, om jeg skal grine eller græde over det billede. Men jeg synes, det meget godt illustrerer, hvordan vestlige mennesker forholder sig katastrofer, som ikke umiddelbart har noget med os at gøre. Danish couple on the beach in Phuket by Martin Lehma...

Jeg har fået svar fra Kim Skotte, og det er jeg jo vældig glad for, så her kommer det: Kære Tine, ak det var blot en af den slags fejlkoblinger hjernen laver uden, at man bagefter rigtigt fatter hvordan det gik til. Heldigvis ser det ikke ud til, at jeg har spildt din tid - for det er jo gode betragtninger over forskellen på at tale og snakke. Med mange venlige hilsner KimS

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

I forbindelse med mit speciale om Michael Moore og Fahrenheit 9/11 har jeg i dag læst i Aristoteles' retorik og faldt over følgende: Retorikken har altså sådanne ting til genstand, som vi drøfter og rådslår om, men som vi ikke har noget fag eller nogen videnskab til at besvare, og den fungerer mellem tilhørere, der ikke formår at overskue en altfor kompliceret sammenhæng eller fastholde en længere tankerække. Og drøftelsen angår ting, som synes at have mulighed for at falde ud til enten den ene eller den anden side. Ting, som ikke kan forandres hverken før, nu eller senere, finder jo ingen på at debatere, hvis han mener, at det forholder sig således. Det kommer der nemlig ikke noget ud af. Stof til eftertanke...

Remakes af film er i mine øjne en dårlig ide. De lykkes sjældent halvt så godt som originalen, og kommer dermed ofte til at fremstå som kiksede kopier. Remakes af gamle danske folkekomedier er et koncept, jeg aldrig har forstået. Min Søsters Børn for eksempel er i den gamle udgave stadig lidt underholdende, fordi den har en vis charme over sig. De nye udgaver er som regel bare platte. Indrømmet, jeg er ikke til danske komedier generelt, men de gamle af slagsen har en charme, fordi de i dag virker så frygtelig gammeldags i både sprog og ikke mindst skuespilstil. Og netop den let overdrevne og karikerede spillestil man finder i mange gamle film klæder komedien, og derfor virker komedien ikke halvt så godt, når dagens realisme prægede skuespillere kaster sig ud i remakes af gamle danske film. I dagens politiken læste jeg, at der nu er et remake af Far til Fire på vej [ se artiklen her ], og det er så absolut ikke noget, jeg ser frem til. Lige præcis Far til Fire filmene er nogle af de ...

Det har været en beginvenhedsrig weekend. Fredag havde vi fest i klubben. Vores fester har været så velbesøgt på det sidste, at vi har måtte afvise folk i døren, fordi der ikke kan være flere i lokalerne. Denne gang var der så nogen, der blev rigtig sure, fordi deres kammerater stod udenfor og ikke kunne komme ind. Resultat = kæmpe slagsmål, vi ringede til politiet og lukkede festen 1½ time før planlagt. Det var en ubehagelig oplevelse, specielt fordi vi stod og var temmelig magtesløse overfor hvor slemt det ville udvikle sig. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af os, men en dør blev sparket ind og et skab blev ødelagt. Det er der selvfølgelig ingen af os, der har lyst til at opleve igen, så til de næste mange fester, bliver der ingen adgang i døren. Lørdag var jeg så til fest hos Michael og Britta. Og det var lige, hvad jeg trængte til. Gode venners selskab, god mad og masser at drikke, så jeg drak mig selvfølgelig rigtig fuld, så søndag stod i tømmermændenes tegn og blev efte...

Jeg kan mærke allerede nu, at jeg ikke kan bevæge mig i morgen. Og det er i sådan en situation, at man bander sit nytårsfortsæt om at tabe 8 kilo langt væk. Jeg har været ude at løbe i dag, og rent formmæssigt går det fremad, så da jeg kom hjem, tænkte jeg, at jeg lige ville tage en ordentlig omgang styrketræning. Og det er det, jeg kommer til at mærke noget så grusomt i morgen. Men nu får vi at se...

Så er vinden igen begyndt at spolere min nattesøvn. Vågnede kl 7.30 i morges ved at hagl og regn med vindstød af stormstyrke stod ind på vinduet, og det larmer -meget! Af samme årsag har min nattesøvn i de sidste par uger været mere eller mindre ødelagt af vind og vejr lige ind på vinduet. Og jeg ville ønske, at blæsten snart holdt op eller skiftede retning, så jeg kan få min nattesøvn igen.

Jeg overlevede at blive 30 og er kommet godt ind i det nye år. Takket være fars og mors fødselsdagsgave til mig -et surround home cinemasæt- kan jeg nu igen høre høj musik på mit værelse i god kvalitet. Endda rigtig god kvalitet for jeg har opdaget den vellyd, der kommer af at have en subwoofer (er ikke helt sikker på at min underbo deler min begejstring). Indtil videre har det været allermest tydeligt under en afspilning af Lamb og sangnumrene i indiske film, hvor man virkelig kan høre, når der er tablas på. Skønt!