Min farmor døde 2. påskedag, mandag for 14 dage siden. Hun var den sidste af mine bedsteforældre, der var tilbage, og med hendes død er en generation forsvundet ud af mit liv. Det har sat en masse tanker i gang. Som hvad børnebørn egentlig husker deres bedsteforældre for. Min farfar døde for 7½ år siden, og farmor blev aldrig den samme igen. Så for at huske hende for den hun var, har jeg tænkt en del over, hvad jeg egentlig husker hende for.
Min farmor og farfar var som præsten også sagde i kirken et team, og man kan ikke mindes den ene uden at tænke på den anden. Det er somrene i Gerskov, et stille liv og en uendelig ro. Bornholmerurets tikken og slåen, at sidde i en lænestol med et blad (som regel Ude og Hjemme) mens farmor sidder ved skrivebordet og løser kryds og tværs eller ordner et eller andet regnskab. Det er at plukke bær og stå i køkkenet med farmor og prøve at få en opskrift på bare noget af alt det fantastiske hun kunne lave i et køkken, og blive lettere irriteret over at der aldrig var opskrifter på noget som helst, men det var altid noget med en stor håndfuld af dét og en lille håndfuld af dét, og her flere år efter er jeg selv nøjagtig lige præcis sådan, når det gælder opskrifter.
Det er minder om et japansk kirsebær i blomst, flagstang og en for længst ubrugt brønd. At sidde i solskin på terassen og spise boller med tandsmør og rutebiler, eller sidde på bænken op ad husmuren på et hvidkalket, stråtækt hus. Det er farmors ribssaftevand, solbærsyltetøj og jordbær-rabarber-marmelade.
Det er at falde i søvn i det lille rum og at blive vækket der af farmor, for nu er morgenmaden på bordet (hvilket altid var ensbetydende med deres formiddagskaffe), og farfar har i dagens anledning fået lov til, at der er brun farin på bordet, for det elsker han og hans børnebørn at få på brødet.
Det er en helt speciel duft af uendelig tryghed, og det sammenhold der ligger i at have familien omkring sig. Og de var der for os, på deres egen stille facon, og for det er jeg min farmor og farfar evigt taknemmelige.
Min farmor og farfar var som præsten også sagde i kirken et team, og man kan ikke mindes den ene uden at tænke på den anden. Det er somrene i Gerskov, et stille liv og en uendelig ro. Bornholmerurets tikken og slåen, at sidde i en lænestol med et blad (som regel Ude og Hjemme) mens farmor sidder ved skrivebordet og løser kryds og tværs eller ordner et eller andet regnskab. Det er at plukke bær og stå i køkkenet med farmor og prøve at få en opskrift på bare noget af alt det fantastiske hun kunne lave i et køkken, og blive lettere irriteret over at der aldrig var opskrifter på noget som helst, men det var altid noget med en stor håndfuld af dét og en lille håndfuld af dét, og her flere år efter er jeg selv nøjagtig lige præcis sådan, når det gælder opskrifter.
Det er minder om et japansk kirsebær i blomst, flagstang og en for længst ubrugt brønd. At sidde i solskin på terassen og spise boller med tandsmør og rutebiler, eller sidde på bænken op ad husmuren på et hvidkalket, stråtækt hus. Det er farmors ribssaftevand, solbærsyltetøj og jordbær-rabarber-marmelade.
Det er at falde i søvn i det lille rum og at blive vækket der af farmor, for nu er morgenmaden på bordet (hvilket altid var ensbetydende med deres formiddagskaffe), og farfar har i dagens anledning fået lov til, at der er brun farin på bordet, for det elsker han og hans børnebørn at få på brødet.
Det er en helt speciel duft af uendelig tryghed, og det sammenhold der ligger i at have familien omkring sig. Og de var der for os, på deres egen stille facon, og for det er jeg min farmor og farfar evigt taknemmelige.
Kommentarer