Livet på landet stiller nogle gange én overfor problemer, som man ikke er vant til. I dag opdagede jeg en spurv på altanen, som tilsyneladende havde mødt døden i form af et sammenstød med stuevinduet. Normalt overlever de den tur, efter de lige har sundet sig lidt, hvilket jeg oplevede forleden, da jeg sad og læste inde i stuen. Pludselig lød der et ordentlig bank på ruden, og ude på altanen lå den stakkels spurv og hev efter vejret, så man fik helt ondt af den. Jeg blev enig med mig selv om, at det nok var bedst ikke at stresse den, så jeg lod den være i fred og holdt mig langt fra vinduet. Et kvarters tid efter bankede det så på ruden igen. Nu var spurven kommet på benene og var lettere forvirret over det der vindue, som den ikke kunne komme igennem. Den blev i hvert fald ved med at banke med næbbet på ruden i en ti minuters tid, før den opgav at komme den vej og hoppede over mod gelænderet og åbenbart fandt ud af at komme op og ud i naturen igen. I hvert fald var den væk, da jeg ville se til den en halv times tid efter.
Men i dag lå der altså en særdeles død fugl på altanen, og så måtte jeg jo lige overveje, hvad jeg egentlig ville gøre ved det. Den kunne selvfølgelig ikke blive liggende. Havde det været nede i haven, ville jeg nok lige have ventet et par timer for at se, om en af kvarterets katte ikke ville slæbe den væk, og naturen dermed kunne gå sin gang uden min indgriben. Men på altanen var jeg selvfølgelig nødt til at gøre noget. Så jeg hentede en spade, fik listet fuglen op på den uden at røre fuglen (bare tanken om at røre den uuuh ubehageligt), og så gik jeg ud i et blomsterbed, fandt en bar plet og begravede den et spadestik dybt.
Og ja, det var så dagens begivenhed her i Stenderup. På en dag med regn, torden og på tidspunkter hagl, døde en spurv på vores altan efter mødet med vores stuevindue, og blev begravet af undertegnede i et blomsterbed.
Men i dag lå der altså en særdeles død fugl på altanen, og så måtte jeg jo lige overveje, hvad jeg egentlig ville gøre ved det. Den kunne selvfølgelig ikke blive liggende. Havde det været nede i haven, ville jeg nok lige have ventet et par timer for at se, om en af kvarterets katte ikke ville slæbe den væk, og naturen dermed kunne gå sin gang uden min indgriben. Men på altanen var jeg selvfølgelig nødt til at gøre noget. Så jeg hentede en spade, fik listet fuglen op på den uden at røre fuglen (bare tanken om at røre den uuuh ubehageligt), og så gik jeg ud i et blomsterbed, fandt en bar plet og begravede den et spadestik dybt.
Og ja, det var så dagens begivenhed her i Stenderup. På en dag med regn, torden og på tidspunkter hagl, døde en spurv på vores altan efter mødet med vores stuevindue, og blev begravet af undertegnede i et blomsterbed.
Må den hvile i fred!
Kommentarer