Tines Trivialiteter

Jeg var på Aros i går for at se lidt Bill Viola -ham vender jeg tilbage til en anden gang - i samme omgang fik jeg så set udstillingen af årets pressefotos. Jeg har altid været fascineret af pressefotos, og jeg har siden jeg var lille bladret i mine forældres bog med pressefotos adskillige gange. Og mens jeg gik der på udstillingen blev jeg endnu engang fascineret af, hvor meget man egentlig kan fortælle med et billede, og der var mange rigtig gode. Men årets nyhedsbillede er i mine øjne i en klasse for sig, og er et af de billeder, som folk husker. Det er Martin Lehmann, der har fanget et dansk par, der ligger og soler sig på en strand i Phuket, som om intet var hændt, mens oprydningsarbejdet efter tsunamien er i fuld gang. Jeg ved stadig ikke, om jeg skal grine eller græde over det billede. Men jeg synes, det meget godt illustrerer, hvordan vestlige mennesker forholder sig katastrofer, som ikke umiddelbart har noget med os at gøre. Danish couple on the beach in Phuket by Martin Lehma...

Jeg har fået svar fra Kim Skotte, og det er jeg jo vældig glad for, så her kommer det: Kære Tine, ak det var blot en af den slags fejlkoblinger hjernen laver uden, at man bagefter rigtigt fatter hvordan det gik til. Heldigvis ser det ikke ud til, at jeg har spildt din tid - for det er jo gode betragtninger over forskellen på at tale og snakke. Med mange venlige hilsner KimS

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

I forbindelse med mit speciale om Michael Moore og Fahrenheit 9/11 har jeg i dag læst i Aristoteles' retorik og faldt over følgende: Retorikken har altså sådanne ting til genstand, som vi drøfter og rådslår om, men som vi ikke har noget fag eller nogen videnskab til at besvare, og den fungerer mellem tilhørere, der ikke formår at overskue en altfor kompliceret sammenhæng eller fastholde en længere tankerække. Og drøftelsen angår ting, som synes at have mulighed for at falde ud til enten den ene eller den anden side. Ting, som ikke kan forandres hverken før, nu eller senere, finder jo ingen på at debatere, hvis han mener, at det forholder sig således. Det kommer der nemlig ikke noget ud af. Stof til eftertanke...

Remakes af film er i mine øjne en dårlig ide. De lykkes sjældent halvt så godt som originalen, og kommer dermed ofte til at fremstå som kiksede kopier. Remakes af gamle danske folkekomedier er et koncept, jeg aldrig har forstået. Min Søsters Børn for eksempel er i den gamle udgave stadig lidt underholdende, fordi den har en vis charme over sig. De nye udgaver er som regel bare platte. Indrømmet, jeg er ikke til danske komedier generelt, men de gamle af slagsen har en charme, fordi de i dag virker så frygtelig gammeldags i både sprog og ikke mindst skuespilstil. Og netop den let overdrevne og karikerede spillestil man finder i mange gamle film klæder komedien, og derfor virker komedien ikke halvt så godt, når dagens realisme prægede skuespillere kaster sig ud i remakes af gamle danske film. I dagens politiken læste jeg, at der nu er et remake af Far til Fire på vej [ se artiklen her ], og det er så absolut ikke noget, jeg ser frem til. Lige præcis Far til Fire filmene er nogle af de ...

Det har været en beginvenhedsrig weekend. Fredag havde vi fest i klubben. Vores fester har været så velbesøgt på det sidste, at vi har måtte afvise folk i døren, fordi der ikke kan være flere i lokalerne. Denne gang var der så nogen, der blev rigtig sure, fordi deres kammerater stod udenfor og ikke kunne komme ind. Resultat = kæmpe slagsmål, vi ringede til politiet og lukkede festen 1½ time før planlagt. Det var en ubehagelig oplevelse, specielt fordi vi stod og var temmelig magtesløse overfor hvor slemt det ville udvikle sig. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af os, men en dør blev sparket ind og et skab blev ødelagt. Det er der selvfølgelig ingen af os, der har lyst til at opleve igen, så til de næste mange fester, bliver der ingen adgang i døren. Lørdag var jeg så til fest hos Michael og Britta. Og det var lige, hvad jeg trængte til. Gode venners selskab, god mad og masser at drikke, så jeg drak mig selvfølgelig rigtig fuld, så søndag stod i tømmermændenes tegn og blev efte...

Jeg kan mærke allerede nu, at jeg ikke kan bevæge mig i morgen. Og det er i sådan en situation, at man bander sit nytårsfortsæt om at tabe 8 kilo langt væk. Jeg har været ude at løbe i dag, og rent formmæssigt går det fremad, så da jeg kom hjem, tænkte jeg, at jeg lige ville tage en ordentlig omgang styrketræning. Og det er det, jeg kommer til at mærke noget så grusomt i morgen. Men nu får vi at se...