Gå videre til hovedindholdet

En uforglemmelig tur

 Det er nu lidt over 1 år siden, at jeg tog på den måske største tur i mit liv. Det var den 12. april 2020 og forude ventede nyt job og nyt liv i Oslo, men turen blev ikke helt som jeg havde forestillet mig, da jeg sagde ja til jobbet, for i mellem tiden kom en lille pandemi med corona og ødelagde alle mine planer.

Først lukkede Danmark, og et par dage efter lukkede Norge. På næsten samme tid fik jeg besked om, at den lejlighed jeg næsten var lovet, trængte til en mindre renovering og med corona kunne de ikke sige, hvornår den blev færdig. Jeg havde hele tiden haft et lille worst case, der hed at opmagasinere mine ting i Danmark, tage til Norge med en kuffert og så tage den derfra, og sådan blev det. Jeg lejede en møbleret studiolejlighed i 5 uger, satte mig ind i indrejse og karantæne regler, købte flybillet fra København, som var eneste åbne lufthavn og var klar.

Efter et par dage hjemme hos mine forældre, og en overnatning hos min søster i København tog jeg ud i lufthavnen. Dengang skrev jeg på Facebook:

I dag har jeg været på en rejse, som jeg aldrig glemmer. At flytte til Oslo er sådan set vildt nok i sig selv, men at gøre det midt i en corona pandemi, gør det unægteligt til en mærkelig og til tider lidt surrealistisk oplevelse. Turen i dag gennem tomme lufthavne og et fly med næsten ingen passagerer, gjorde det meget nemt at holde afstand undervejs og blev samtidig en tydelig reminder om, hvor meget vores verden har ændret sig på ingen tid. Forhåbentlig bliver de tomme steder snart fyldt med liv igen.


Havde jeg dengang vidst, at corona stadig 1 år efter går det umuligt at komme hjem på og få besøg, så er jeg ikke sikker på, at jeg var taget afsted. Det har været og er stadig hårdt med en konstant uvished om, hvornår man kan se familien igen. Min søster nåede heldigvis at besøge mig i sommers, da alt var lidt åbent i et par måneder, og jeg var også hjemme på sommerferie. Ellers har jeg kun set familien i et par dage i julen, hvor jeg heldigvis fik fri til at kunne sidde i karantæne i romjulen (inkl. min fødselsdag og nytårsaften), men det var det værd at komme hjem til jul. Og nu ved jeg igen ikke, hvornår det bliver muligt at ses og rejse igen. Men jeg håber på, at det er muligt til sommerferien.

Jeg har flere gange været tæt på at flytte hjem, men indtil videre bliver jeg i Oslo, som jeg synes et en dejlig by at bo i, og jeg glæder mig til at opleve den uden corona begrænsninger.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Sygemad -Hyldebærsuppe med kold risengrød

Jeg har været mere eller mindre syg i lidt over en uges tid -hoster, har ondt i halsen og er træt. Når jeg er syg eller har ondt i halsen sætter det sig på mine smagsløg. Der hvor det bliver mest tydeligt for mig er, at jeg mister lysten til kaffe, og mælk kan jeg overhovedet ikke have. Til gengæld bliver jeg storbruger af solbær saftevand, varm kakao og te. Dertil kommer selvfølgelig en mængde bolsjer og lakridser til halsen. Maden består typisk af suppe i mit tilfælde typisk nudelsuppe eller en hjemmelavet karrysuppe, ristet brød, pizza og toast. Det er som regel hvad jeg kan overskue. For en af de største ulemper ved at bo alene er, at der ikke er nogen til at handle og lave mad til en, når man er syg. Da jeg boede hjemme hos far og mor, fik den syge altid lov til at bestemme, hvad aftensmaden skulle stå på. Det betød også ofte suppe, som regel dog af den gode gammeldags slags, men der kunne også sagtens snige sig lasagne eller andet med på sygemenuen. Men må ærligt ind...

Tale, ikke snakke?

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

Hvid glühwein med æble og kanel

Jeg er forkølet, og så har man jo den perfekte undskyldning for at lave lidt glühwein. Jeg er sikker på, at det er bedre end en masse medicin! Sidste år i december var min søster og jeg i Berlin og var rundt på diverse julemarkeder. Vi blev vilde med hvid glühwein, og når det skulle være rigtig godt med en sjat amaretto. På Alexanderplatz fik vi en variant med æble og kanel, og det smagte fantastisk. Og da det er midt i højsæsonen for æbler, så er var det jo oplagt at prøve at lave sådan en udgave. Nu sidder jeg så og drikker det med en sjat amaretto i det oprindelige glas fra Alexanderplatz, og min udgave blev særdeles vellykket, så inden jeg glemmer opskriften, må den hellere skrives ned. Hvid Glühwein med æble og kanel 1 flaske hvidvin 2 æbler skæret i skiver 3-4 stænger kanel ½ dl rørsukker Skal af ½ citron Evt. honning eller rørsukker til at smage til. Det hele blandes i en gryde og varmes i ½ time -det må ikke koge. Kan drikkes som den er eller med en sjat amerett...