Da vi fik tilbuddet om at komme til Norge som samrit i en uge med alt betalt, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville afsted. Og nu er jeg her så endelig. Vi ankom igår. Fly fra CPH til Oslo og så ca 1 1/2 time i bil, før vi kunne tjekke ind i Brumunddal. Her har Røde Kors Hjepekorps deres eget hus med soverum, opholdsrum og køkken, og et rigtig lækkert undervisningslokale.
Vi havde ikke nået at være her mere end et par timer, før jeg blev spurgt, om jeg ville med på en tur med suppleringsambulancen (dvs. en sygetransport). Det ville jeg da gerne, så vi kørte afsted kl.17 mod Oslo Rikshospital. Her hentede vi en patient, som skulle overførees til Kongsvinger Sygehus. Det er en køretur på ca en time, hvor man sidder bag i en ambulance uden noget rigtigt udsyn. Lad os sige det på den her måde: jeg blev køresyg. På et tidspunkt begyndte jeg virkelig at holde øje med, hornår vi var fremme, så jeg ikke behøvede at kaste op ved siden af patienten. Da vi kører ind på sygehusets areal må jeg bede om en brækkapsel, for nu er det nu, og lige før vi holder stille kan jeg ikke længere holde mit maveindhold på plads! Mine norske kolleger tog det meget pænt og sagde, at jeg bare skulle blive siddende, så skulle de nok aflevere vores patient. Mange tak. Det hjalp som sædvanlig at kaste op, og så kom jeg om på forsædet. Hvor langt er der så hjem spørger jeg. Det går fort, får jeg at vide ca 1 1/2 time -de har et lidt andet forhold til afstande heroppe. Så skulle vi også lige et lille smut ind på endnu et sygehus for at hente materialer, som manglede i ambulancen. Så kom der en opringning om, at vi havde glemt at aflevere vores patients personlige ting, om vi kunne køre tilbage med dem. Der blev det så lige sagt, at det nok var bedst, at jeg kom tilbage først -mange tak. Heldigvis lykkedes det mine norske kolleger at lave en aftale om at aflevere tingene næste dag -de var heller ikke vilde med tanken om en tur mere, for nu var kl. 22 og vi var 20 min fra Brumunddal.
Da vi kom tilbage var der heldigvis pizza og cola, og da det var indtaget stod den på undervisning i brug af LP12, og jeg fik taget et EKG. Det så heldigvis fint ud. Der var imens jeg var væk lagt en plan for resten af ugen, hvor jeg var blevet sat på suppleringsambulancen i yderligere 3 dage. Det blev vi enige, at det nok skal skæres lidt ned... Ved 23 tiden var det endelig blevet sengetid, efter en lang og begivenhedsrig dag.
Kommentarer