Efter et par dage hvor de største begivenheder har været et bad, hjemmebagt kage og hygge, så blev det tid til at lave lidt i dag. Jesper og jeg kørte sammen med en norsk chauffør Kenneth til lufthavnen i Oslo, hvor han skulle med ambulancefly hjem. Så vi måtte igennem sikkerhedskontrol for at komme ind på privat flyveplads. Vi var i god tid og måtte vente på, at de fik fyldt fuel på, og så var det tid til at sige farvel og på gensyn. Det var rart endelig at få ham sendt afsted til Danmark -det er ikke sjovt at ligge med smerter på en sofa i Norge i flere dage og bare vente på at komme hjem.
Vel tilbage i Brumunddal var det tid til at pakke tingene, så jeg kunne komme op på fjeldet, hvor jeg skal være de næste par dage. På vejen kom vi på et tidspunkt til at køre lige bag tre elge, som gik ude på vejen. Da der kom en modkørende bil, forsvandt de fra vejen og ud i mørket. Heroppe er der masser af sne -faktisk står programmet på snerydning af tage. Der er hovedhytten med opholdsrum, pejs og køkken, så er der et anneks, som vi skal sove i, og så er der det famøse utedo. Nu må vi se, om jeg kan holde til at leve under primitive forhold. Men jeg glæder mig til at se naturen heroppe ved dagslys.
Kommentarer