I sidste uge var jeg i teatret med studiet i forbindelse med modulet Kulturprojekter og kulturelt iværksætteri. Vi så teaterkoncerten American Spirit, som bygger på sange af Johnny Cash. Jeg har et lidt blandet forhold til teaterkoncerter, hvilket er lidt mærkeligt, da det er en blanding af to ting jeg elsker: teater og koncerter. Jeg er bare ikke sikker på at blandingen fungerer, eller også er det bare en virkelg svær genre.
Min første teaterkoncert er stadig den bedste. Jeg havde fornøjelsen af at se den første i genren Gasolin på Dr. Dante i 1996? (Jeg så den på andet år, hvor Jimi Jørgensen havde overtaget fra Søren Launbjerg, som skulle spille uropførelse af Atlantis på Østre Gasværk -som jeg i øvrigt så på samme weekend -fantastisk tur til Kbh.) Det gode ved Dantes Gasolin var, at den formåede at sige noget om samtiden, og der faktisk kunne anes en sammenhængende historie nedenunder -det var ikke bare enkelte numre sat ind i en ramme, som jeg synes mange teaterkoncerter forfalder til. Og så var musikken og det visuelle vanvittig flot og decideret overvældende på første række, hvor jeg sad.
Nå, men tilbage til Aarhus Teater og American Spirit. Rammen omkring numrene var et radioshow af den type, som var udbredt i 40'erne-60'erne, hvor der veksles mellem live musik i studiet, reklamer og evt. noget nyhedsstof eller drama. Visuelt var vi ude på landet i USA i samme periode. I forgrunden studiet og i baggrunden orkestret i en porch agtig feel setting -de var i næsten mørke som tusmørkeagtige silluetter. Allerbagerst var en en tremmebaggrund, som blev udnyttet alt for lidt. Generelt var der for lidt visuelt, for lidt teater, for lidt drama. Ærgerligt for i rammen, de valgte sange og den til stykket skrevne tekst var der så mange muligheder for at lave noget virkelig kraftfuldt om fattigdom, fængsler, race, gun violence osv. Desværre kom det aldrig, og jeg sad undervejs og tænkte over alle de muligheder, som blev tabt og endte med at blive dramaturg i tankerne, og hvad jeg ville have gjort. For mig endte det med noget, der ville for lidt -der var simpelthen ikke nok at fortælle.
Det musikalske var til gengæld rigtig godt. Så rent koncert mæssigt var det i orden, men i en tid, hvor almindelige koncerter af en via størrelse også er visuelle oplevelser, hvor der er noget for øjet og skaber en helhedsoplevelse, så skete der simpelrhen for lidt på scenen. Det blev for statisk og stillestående. Jeg har set mere teater i en almindelg koncert med fx Mew, Muse, Coldplay for slet ikke at snakke om U2 i midt 90'erne.
Samtidig ærgerede jeg mig lidt over at numrene stod meget for sig selv, at man ikke visuelt og i rolletildeling bandt dem bedre sammen. Alt i alt endte jeg med at fokusere på det som ikke var, så min dom er at som publikum rørte det mig ikke, men som dramaturg satte det nogle tanker i gang.
Og det bringer mig videre til en idé, som kom til mig i sommers og som jeg lidt havde glemt, men nu ikke rigtig kan slippe igen: at lave en teaterkoncert over grungeperioden. Det slog mig, at da jeg så Gasolin i tidernes morgen var det ca. 20 år gammel musik, som blev fortolket, så hvorfor gør man ikke i dag? Grunge burde få en renæssance, for alt det den gjorde op med både musikalsk og tekstmæssigt er i den grad aktuelt igen. Det tror jeg, at der kunne komme noget modigt og aktuelt teater ud af.
Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...
Kommentarer