Det var min farmor som lærte mig at strikke og hækle i min barndoms sommerferier hos farmor og farfar i det lille stråtækte hus i en landsby på Fyn. Efter nogen år ville jeg begynde at strikke mit eget tøj, men det der med at holde strikkefastheden i større projekter mislykkedes, og jeg lagde pindene på hylden.
Som voksen genoptog jeg strikkeriet (og hækling) igen, og pludselig var det der med strikkefastheden ikke det store problem, og jeg begyndte at strikke tøj til mig selv. Min farmor nåede at opleve mig genoptage håndværket, og den sidste jul hun levede, fik jeg alle hendes strikkepinde og hæklenåle, da hendes hænder ikke længere kunne holde til at bruge dem. De gamle metalpinde bruger jeg næsten ikke, men det er stadig en gave, som jeg sætter stor pris på.
I dag er mit sidste projekt så endelig færdigt - en tyk uldgenser til udebrug efterår og vinter. Og med 3 farver på samme omgang flere gange i mønsteret har jeg været udfordret på strikkefastheden som i min barndom. På et tidspunkt sad jeg og holdt så forkrampet på strikketøjet, at jeg fik flashback til de somre, hvor jeg lærte at strikke og kunne høre min farmor fortælle mig, at det er vigtigt at slappe af i hænderne. Jeg fulgte farmors råd og har prøvet at slappe af i hænderne, mens jeg har jongleret med 3 farver på en gang. Strikkekyndige vil ved nærstudie kunne finde skønhedsfejl i strikkefastheden, men jeg er alligevel meget stolt af resultatet, og jeg er sikker på, at farmor også ville synes, at den er flot.
Kommentarer