Gå videre til hovedindholdet

Første overnatning i hængekøje








Sidste weekend vågnede jeg lørdag morgen kl. alt for tidligt efter ca 5 timers søvn og kunne ikke falde i søvn igen. Efter en uge med flere nætter med dårlig søvn bestemte jeg mig for at pakke sækken og tage en slap af dag i hængekøje og så teste overnatning i den. Efter lidt shopping om formiddagen tog jeg afsted.

Turen gik igen til Lille Åklungen, hvor jeg var kendt med forholdene fra min dagstur. Så T-banen til Sognsvann og denne gang tog jeg den nemme vej op (og ned igen dagen) efter ved at følge vejen til Ullevålsseteren og så dreje fra til højre mod Lille Åklungen.

Ved Lille Åklungen var der allerede en del mennesker da jeg ankom ved 14 tiden, men det var heldigvis ikke et problem at finde en skøn plads at slå lejr. Denne gang blev myggenettet sat på med det samme, så jeg kunne få en nattesøvn uden at blive forstyrret af myg og andre insekter. Heldigvis kan myggenettet åbnes, så det ikke ødelægger udsigten, når der ikke er behov for det.

Jeg havde for nyligt været på shopping hos Bergans og bl.a. købt turbukser med ben som kan lynes af, og da det var ret varmt, blev de forvandlet til shorts, og jeg tog strømperne af og lagde mig i hængekøjen. Der brugte jeg så en varm sommerdag på at ligge i træernes skygge med udsigt over søen, mens jeg læste bog, hørte musik og podcast - helt fantastisk og dejligt afslappende.

Ved aftentid blev der lavet mad på primusen, og jeg testede en ny af de der frysetørrede måltider. Denne gang en med spicy svin og nudler, men den var ok, men heller ikke mere end det. Jeg tror, at jeg er mere til ris, når det gælder de der frysetørrede måltider, men det er en nem måde at få sin aftensmad på, særligt når man er på solotur.

Ud på aftenen blev det lidt koldere, så det var på med bukseben, strømper og en genser. Nyde en kop varm kakao og så ellers fortsætte med mere afslapning, og denne gang lukke myggenettet, for selv om der ikke var mange myg endnu, så steg antallet af insekter i luften i løbet af aftenen.

Ved sengetid skiftede jeg til nattøj, som var det lange uldundertøj og ekstra genser over og en hals, og det lykkedes mig faktisk at skifte tøj oppe i hængekøjen, selv om det var lidt besværligt. Derefter var det bare at krybe ned i soveposen og tage sovemaske på og ørepropper i ørene. Jeg kan med glæde meddele, at jeg faldt forholdsvis hurtigt i søvn.

Ved halv 4 tiden vågnede jeg ved, at jeg skulle tisse og blev lidt overrasket over, at det allerede var lyst og fuglene var stået op. Men efter en tur afsides faldt jeg igen hurtigt i søvn med hjælp fra sovemaske og ørepropper. Da jeg vågnede igen var kl lidt over 8, og jeg følte mig helt enormt veludhvilet og havde sovet fantastisk. Dovnede lidt i hængekøjen en times tid, før jeg stod op og spiste morgenmad og nød en morgenkaffe. Efter det pakkede jeg stille og roligt sammen igen og tog hjemad. Det var en skøn tur, og absolut ikke sidste gang jeg har overnattet i hængekøje.

Erfaringer til næste gang:

  • Husk pung. Det var ret bittert på vejen hjem efter en lille times gåtur med opbakning i 25 graders varme at komme forbi kiosken ved Sognsvann og ikke kunne købe en is.
  • Jeg havde 2,5 liter vand med, og det var lige præcis nok til den længde tur i den varme.
  • Lad være med at tage tarpen med, hvis der ikke er risiko for regn. Den kommer bare til at ligge i sækken, og det er skønt at sove med udsigt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tale, ikke snakke?

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

Sygemad -Hyldebærsuppe med kold risengrød

Jeg har været mere eller mindre syg i lidt over en uges tid -hoster, har ondt i halsen og er træt. Når jeg er syg eller har ondt i halsen sætter det sig på mine smagsløg. Der hvor det bliver mest tydeligt for mig er, at jeg mister lysten til kaffe, og mælk kan jeg overhovedet ikke have. Til gengæld bliver jeg storbruger af solbær saftevand, varm kakao og te. Dertil kommer selvfølgelig en mængde bolsjer og lakridser til halsen. Maden består typisk af suppe i mit tilfælde typisk nudelsuppe eller en hjemmelavet karrysuppe, ristet brød, pizza og toast. Det er som regel hvad jeg kan overskue. For en af de største ulemper ved at bo alene er, at der ikke er nogen til at handle og lave mad til en, når man er syg. Da jeg boede hjemme hos far og mor, fik den syge altid lov til at bestemme, hvad aftensmaden skulle stå på. Det betød også ofte suppe, som regel dog af den gode gammeldags slags, men der kunne også sagtens snige sig lasagne eller andet med på sygemenuen. Men må ærligt ind...

Årets pressefoto

Jeg var på Aros i går for at se lidt Bill Viola -ham vender jeg tilbage til en anden gang - i samme omgang fik jeg så set udstillingen af årets pressefotos. Jeg har altid været fascineret af pressefotos, og jeg har siden jeg var lille bladret i mine forældres bog med pressefotos adskillige gange. Og mens jeg gik der på udstillingen blev jeg endnu engang fascineret af, hvor meget man egentlig kan fortælle med et billede, og der var mange rigtig gode. Men årets nyhedsbillede er i mine øjne i en klasse for sig, og er et af de billeder, som folk husker. Det er Martin Lehmann, der har fanget et dansk par, der ligger og soler sig på en strand i Phuket, som om intet var hændt, mens oprydningsarbejdet efter tsunamien er i fuld gang. Jeg ved stadig ikke, om jeg skal grine eller græde over det billede. Men jeg synes, det meget godt illustrerer, hvordan vestlige mennesker forholder sig katastrofer, som ikke umiddelbart har noget med os at gøre. Danish couple on the beach in Phuket by Martin Lehma...