Jeg er er i gang med en mindre søndagsoprydning i mine papirer, hvilket også gælder dem på computeren. For at være helt ærlig, så overspringshandler jeg helt vildt, burde nemlig forberede mig til mundtlig eksamen på tirsdag. Jeg tager mig sammen, når jeg er færdig med det her indlæg. Anyways i min dokument gennemgang faldt jeg over følgende. Det er en artikel, som jeg skrev for et par år siden til Rårup Skoles 75? års jubilæumsskrift. Da det sidste indlæg også handlede om Tyskland, så var det jo meget passende, at min beretning om udveksling med en tysk klasse kommer her:
I foråret 1989 blev der en dag i klassen delt breve ud til
os, som skulle være med til udveksling med skolen i Garding i Tyskland.
Værs’go’ her er et brev fra den, som
skal bo hos dig, og som du skal bo hos i Garding. ’Min’ tysker hed Andrea, og i
brevet skrev hun lidt om sig selv, og der var et billede med. Vi skrev og
sendte breve retur. I min klasse var vi så high-tech, at vi lavede en video, hvor
vores hus var filmet udefra, og vi blev filmet siddende på en stol på scenen i
festsalen, hvor vi fortalte om os selv. Redigeringen foregik ved at spole
tilbage på båndet og optage over – det lyder gammeldags i dag, men i 89 var
PC’en og andre digitale medier ikke kommet frem endnu.
Så kom dagen endelig, hvor bussen fra Garding ankom til
Rårup. Heldigvis gjorde billederne, at vi nemt fandt hinanden. Vi var på
forhånd blevet advaret om, at tyskerne ikke kunne ret meget engelsk, så vi blev
nødt til at snakke tysk. Det viste sig at være helt rigtigt. Andreas engelsk
var væsentlig dårligere end mit tyske, så vi snakkede tysk sammen.
Jeg husker egentlig ikke så meget fra den uge, hvor jeg
havde besøg. Vi var på tur til Den Gamle By i Århus. En af aftenerne tilbragte
Stenderup-folkene og deres tyskere hjemme hos mig, hvor vi så fodboldlandskamp.
Andrea var noget forbløffet over, at en pige (hvilket vil sige jeg) kunne gå så
højt op i fodbold, at hun råber foran fjernsynet. Vi danskere var til gengæld
noget forbløffede over, at tyskerne ikke gik i bad efter en gymnastiktime, og
generelt kun gik i bad et par gange om ugen. Men bortset fra småting, så var
danskere og tyskere jo egentlig ikke så forskellige alligevel.
Efter sommerferien var det så blevet vores tur til at komme
på besøg i Tyskland. Det var ikke uden nervøsitet at jeg tog af sted. Det her
var noget helt andet end en hyttetur, hvor man er sammen med klassen og sine
lærere. At være alene i en tysk familie, som ikke kan engelsk. Og hvad med
maden? Hvis jeg nu ikke kan li’ det, hvad gør jeg så?
Det gik heldigvis fint. Andreas forældre var meget flinke og
tog godt imod mig. De kunne ikke et ord engelsk, var meget snakkesalige, og de
snakkede hurtigt, men efter et par ”langsam, bitte” og ”noch einmal, bitte”
blev det nemmere.
Vi tilbragte det meste af tiden dernede med de andre tyskere
og danskere. En dag var vi i almindelig tysk skole. Det var noget mere formelt
end i Danmark. En dag var vi rundt på halvøen Eiderstedt, hvor Garding ligger.
Et helt andet landskab end det vi kendte hjemmefra. Meget fladt og ikke skyggen
af noget som vi i Rårup og omegn ville kalde en bakke. Og så var vi på tur til
Slesvig.
Om aftenen mødtes vi rundt omkring i byen, hvis der ikke var
noget officielt program. En af aftnerne var vi på den lokale knejpe, og nej det
var ikke for at drikke øl. Det havde tyskerne ikke prøvet endnu. Knejpen var
bare et af de steder, hvor man kunne mødes og snakke og drikke en sodavand, så
der var ikke noget usædvanligt i det.
Og så var der jo lige det der med maden. For en kræsenpind
som mig gik det over al forventning, ind til det sidste måltid, jeg skulle have
hjemme ved Andrea. Her havde hendes mor lavet et rigtig godt, tysk måltid mad.
Hjemmelavede pølser og sauerkraut. Hun var i så godt humør, at jeg ikke kunne
få mig selv til at fortælle hende, at jeg ikke kan lide og får kvalme af at
spise pølser. Sauerkraut var til gengæld væsentligt bedre end jeg havde
forstillet mig, så med masser af sauerkraut og megen viljestyrke lykkedes det
mig at få spist de to pølser, som var lagt på min tallerken, at holde kvalmen
nede og bevare den gode stemning ved bordet.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse at være med til
udvekslingen med Garding. Det var sjovt at lære nogle tyskere at kende, at få
lov til at bo hos dem og få et lille indblik i deres levevis. Vi fandt ud, at
på nogen punkter er der forskel på os og tyskere, og på andre er vi ikke så
forskellige. At de egentlig er meget flinke de der tyskere. Og at vi sagtens
kunne klare os i et andet land, i en anden familie med et andet sprog i en
lille uges tid. Og så fik vi snakket tysk, masser af tysk.
Kommentarer