Gå videre til hovedindholdet

Tidsrejsen teori 17. december

Årets julekalender har givet mig en masse teorier undervejs. Indtil nu har jeg offentlig gjort dem på twitter, men den her kan ikke begrænses til 140 karakterer. 

Den fremtid i 2044, som skildres i Tidsrejsen er ikke særlig behagelig, og da det her er en familiejulekalender, så skal den selvfølgelig ændres til det bedre.

Nutiden ændrer de ved at Sofie får sine forældre til at foretage nogle andre valg i 1984. Det har indtil nu kun ændret på nutiden i 2014 og ikke fremtiden. Det virker derfor sandsynligt, at hvis fremtiden skal ændres, så skal der ske noget andet og mere. Seriens hovedperson er Sofie, og der er bred enighed om at hun bliver Agent Sort i 2044 -ikke lige et fremtidsscenarie man ville ønske. Så for at undgå at blive Agent Sort må Sofie træffe nogle andre valg i nutiden.

Agent Sort ønsker i 2044 Dixie fanget, bl.a. fordi han trækker Sofie væk fra den udvikling mod en fremtid som Agent Sort. Jeg har i et stykke tid været overbevist om, at hvis Sofie skal have en anden fremtid, så er the end game, at Dixie bliver i 2014 hos Sofie og de ødelægger gyroen, og dermed slutter tidsrejseriet.

Hvordan vi præcist når dertil ved jeg ikke, men efter dagens afsnit har jeg følgende teori: Det lykkes for agenterne at fange Dixie, og de sætter ham i fængsel i 2044. "Er der noget, der er værd at satse alt for, så er det kærligheden," siger Guldtand til Dixie i 2044 på et tidspunkt, hvor Dixie har svigtet Sofie. Det får ham til at rejse tilbage til hende. Hun må på et tidspunkt få samme indsigt. Sofie finder en måde/vælger at rejse til fremtiden og befri Dixie. Hun er jo en handlekraftig og usædvanlig pige.
Sammen tager de tilbage til 2014 og ødelægger gyroen, for det er den eneste måde, de kan være sikre på at slippe for agenterne fremover. Hvis den originale gyro og tidsrejsemaskine forsvinder, vil fremtiden med tidsrejser og agenter også forsvinde.

I sidste ende handler det om at være glad og tilfreds for hvem man er, hvor man er. Lige her og nu. I nutiden.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tale, ikke snakke?

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

Sygemad -Hyldebærsuppe med kold risengrød

Jeg har været mere eller mindre syg i lidt over en uges tid -hoster, har ondt i halsen og er træt. Når jeg er syg eller har ondt i halsen sætter det sig på mine smagsløg. Der hvor det bliver mest tydeligt for mig er, at jeg mister lysten til kaffe, og mælk kan jeg overhovedet ikke have. Til gengæld bliver jeg storbruger af solbær saftevand, varm kakao og te. Dertil kommer selvfølgelig en mængde bolsjer og lakridser til halsen. Maden består typisk af suppe i mit tilfælde typisk nudelsuppe eller en hjemmelavet karrysuppe, ristet brød, pizza og toast. Det er som regel hvad jeg kan overskue. For en af de største ulemper ved at bo alene er, at der ikke er nogen til at handle og lave mad til en, når man er syg. Da jeg boede hjemme hos far og mor, fik den syge altid lov til at bestemme, hvad aftensmaden skulle stå på. Det betød også ofte suppe, som regel dog af den gode gammeldags slags, men der kunne også sagtens snige sig lasagne eller andet med på sygemenuen. Men må ærligt ind...

Årets pressefoto

Jeg var på Aros i går for at se lidt Bill Viola -ham vender jeg tilbage til en anden gang - i samme omgang fik jeg så set udstillingen af årets pressefotos. Jeg har altid været fascineret af pressefotos, og jeg har siden jeg var lille bladret i mine forældres bog med pressefotos adskillige gange. Og mens jeg gik der på udstillingen blev jeg endnu engang fascineret af, hvor meget man egentlig kan fortælle med et billede, og der var mange rigtig gode. Men årets nyhedsbillede er i mine øjne i en klasse for sig, og er et af de billeder, som folk husker. Det er Martin Lehmann, der har fanget et dansk par, der ligger og soler sig på en strand i Phuket, som om intet var hændt, mens oprydningsarbejdet efter tsunamien er i fuld gang. Jeg ved stadig ikke, om jeg skal grine eller græde over det billede. Men jeg synes, det meget godt illustrerer, hvordan vestlige mennesker forholder sig katastrofer, som ikke umiddelbart har noget med os at gøre. Danish couple on the beach in Phuket by Martin Lehma...