Gå videre til hovedindholdet

Lidt flere Tidsrejsen spekulationer

Der er desværre kun to afsnit tilbage af årets julekalender Tidsrejsen, og jeg har her på falderebet lige et par sidste spekulationer, inden vi får slutningen. Indtil videre har mit sidste indlæg vist sig at holde stik. Sofie er i hvert fald lige taget til 2044 for at befri Dixie. Om de ender med at decideret ødelægge gyroen er jeg ikke helt sikker på, men de stopper i hvert fald med tidsrejseriet.

Undervejs her i december har der været diverse diskussioner om, hvem de forskellige fremtidspersoner er. Der har været bred enighed om, at Agent Sort er Sofie. Hvilket allerede har vist sig at være rigtigt, og Sofie har selvfølgelig ikke lyst til at ende sådan, så aktion befri Dixie er sat i gang. De største spekulationer har dog været om Sølvræven, som bogstaveligt talt også er vist som en nøglefigur. Hvem er han?

En af teorierne går på, at han er en fremtidig Dixie. Det kan jeg nu ikke få til at passe med det, der er blevet sagt. Specielt scenen hvor Dixie opsøger Sølvræven i fængslet. Her virker Sølvræven oprigtigt overrasket over, at Dixie har mødt Sofie. Samtidig giver han Dixie rådet med 'aldrig at se sig tilbage', hvilket ikke er det bedste råd for Dixie. Og så fortæller han Dixie, at han i begyndelsen af 70'erne mødte en kvinde, gjorde hende gravid og flygtede da agenterne bankede på døren, før barnet blev født. Det leder os så hen til morfar teorien. For vi har hverken set eller hørt om Sofies morfar, og hvorfor skulle tidspunket være i begyndelsen af 70'erne, hvis det ikke havde en betydning for historien. Hvorfor i det hele taget fortælle historien, hvis den ikke havde relevans for vores hovedpersoner. Jeg har en fornemmelse af, at Sofie får møder Sølvræven i 2044 og måske får hjælp af ham til at befri Dixie.

På et tidspunkt fik jeg tanken, at hvis vi havde set fremtidig Dixie i 2044, så måtte han gemme sig under Guldtands forklædning. Det ville harmonere med, at Guldtand giver Dixie de for ham bedste råd, og samtidig har de næsten ens møder med agenterne, hvor de gemmer en eftersøgt lige for næsen af agenterne, modtager penge for oplysninger, tester møntens ægthed og viser agenterne den forkerte vej. Men det passer ikke med Guldtands alder, og så er vi fremme ved det, som jeg egentlig hælder mest til.

Fremtidig Dixie i 2044 er den Dixie, som vi kender og ingen anden. For den tidslinje, hvor han vil være voksen i 2044 er ikke lavet endnu. Lige som Birk i overgang ikke eksisterede i nutiden, før der blev ændret på fortiden, så eksisterer Dixie ikke som voksen i fremtiden, før der er lavet om på nutiden. Det kræver lige, at han og Sofie kommer tilbage til 2014, og han bliver der sammen med hende. Det er sådan det må ende. Det er der lagt så meget op til. Det er jo en julekalender, og der er altså grænser for, hvor meget man kan afvige fra en lukkelig slutning indenfor den genre. Der kommer næppe ramaskrig foran tv-skærmene juleaften i år.

Til gengæld kan der godt stadig være nogle huller, som ikke når at blive udfyldt helt. Det er heller ikke sikkert at alle personerne, som vi har mødt i 2044, er nogen af dem vi kender fra 2014. Men en ting er helt sikkert. Tidsrejsen har været fantastisk godt tv, som har givet mange sjove spekulationer undervejs. Det bliver en klassiker, og lur mig om den ikke bliver genudsendt i år 2044. Glæder mig allerede.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tale, ikke snakke?

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

Sygemad -Hyldebærsuppe med kold risengrød

Jeg har været mere eller mindre syg i lidt over en uges tid -hoster, har ondt i halsen og er træt. Når jeg er syg eller har ondt i halsen sætter det sig på mine smagsløg. Der hvor det bliver mest tydeligt for mig er, at jeg mister lysten til kaffe, og mælk kan jeg overhovedet ikke have. Til gengæld bliver jeg storbruger af solbær saftevand, varm kakao og te. Dertil kommer selvfølgelig en mængde bolsjer og lakridser til halsen. Maden består typisk af suppe i mit tilfælde typisk nudelsuppe eller en hjemmelavet karrysuppe, ristet brød, pizza og toast. Det er som regel hvad jeg kan overskue. For en af de største ulemper ved at bo alene er, at der ikke er nogen til at handle og lave mad til en, når man er syg. Da jeg boede hjemme hos far og mor, fik den syge altid lov til at bestemme, hvad aftensmaden skulle stå på. Det betød også ofte suppe, som regel dog af den gode gammeldags slags, men der kunne også sagtens snige sig lasagne eller andet med på sygemenuen. Men må ærligt ind...

Årets pressefoto

Jeg var på Aros i går for at se lidt Bill Viola -ham vender jeg tilbage til en anden gang - i samme omgang fik jeg så set udstillingen af årets pressefotos. Jeg har altid været fascineret af pressefotos, og jeg har siden jeg var lille bladret i mine forældres bog med pressefotos adskillige gange. Og mens jeg gik der på udstillingen blev jeg endnu engang fascineret af, hvor meget man egentlig kan fortælle med et billede, og der var mange rigtig gode. Men årets nyhedsbillede er i mine øjne i en klasse for sig, og er et af de billeder, som folk husker. Det er Martin Lehmann, der har fanget et dansk par, der ligger og soler sig på en strand i Phuket, som om intet var hændt, mens oprydningsarbejdet efter tsunamien er i fuld gang. Jeg ved stadig ikke, om jeg skal grine eller græde over det billede. Men jeg synes, det meget godt illustrerer, hvordan vestlige mennesker forholder sig katastrofer, som ikke umiddelbart har noget med os at gøre. Danish couple on the beach in Phuket by Martin Lehma...