Jeg gik ikke bare forbi, da en alkoholiker faldt om på gaden i dag. Jeg havde godt set ham glide lige så stille ned ad den store, skrå sidde-sten på Skt. Knuds Torv. Først lignede det, at han ville lægge sig til at sove. Men da han sagde hjælp, så gik jeg over til ham. Han kunne ikke selv komme op.
Sammen med en anden kvindelig forbipasserende fik vi ham op på stenen igen. Han klagede over ondt i hoften, havde et par elektroder på, som lignede noget fra et EKG, og han kunne ikke stå op selv. Vi blev enige om at ringe 112 for en sikkerheds skyld. Og mens hun snakkede med 112, så sørgede jeg for, at han ikke fik den øl fra hans pose, som han virkelig gerne ville have.
Og sådan mødte jeg John. Det er tydeligt, at han ikke har haft et nemt liv. Ansigtet er hærget, og tænderne i undermunden er små sorte dupper der stikker op. John havde ondt, og ville bare have en øl mere. Han har det elendigt, fordi han ikke får metadon mere. Men John ville ikke på sygehuset, for de er trætte af ham og har sagt, at de ikke vil se ham mere. Her blev min "medhjælper" og AMK så enige om, at det ikke nyttede, at der kom en ambulance, men at det i stedet var en opgave for politiet. I mens rejser John sig pludseligt op og går selv hen og henter sin pose med øl, som jeg havde stillet lidt væk og sætter sig tilbage på stenen i skrædderstilling.
John vil ikke mere, at leve, det er for hårdt. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. Han er lige blevet 52, og han ved godt, at han ikke har så mange år tilbage. For det er hårdt, og han har det dårligt, for han får ikke længere den metadon, som han har fået i 16 år. Og han har det elendigt, fordi han nu har tisset i de samme bukser for anden dag i træk (jeg tror kun han ejer et par bukser), men det siver bare ud af ham, uden metadonen kan han ikke holde sig.
Men øl og cigaretter hjælper, og det ville være rart med en smøg. Ja, det kan jeg ikke hjælpe med, siger jeg. Nej det kan han godt se, på min hud, han er jo ikke dum, siger han. Det ville også hjælpe med lidt solskin, så det ikke er så koldt om aftenen. Jeg spørger ham, hvor han bor. John er hjemløs. Om han ved hvor han kan sove i nat? Nej. John kender ikke Aarhus og er lige kommet til byen. Han er fra Odense, men Odense er ikke stor nok til en som ham, siger han. Og så er han blevet træt af at blive rullet af unge perkere (hans ordvalg, ikke mit). Det er sket flere gange, og det gider han ikke mere. (Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at det nok ikke er bedre i Aarhus.) Men han kan godt lide Aarhus, I er så flinke, siger han og takker samtidigt for, at vi vil hjælpe ham.
Min "medhjælper " er efter adskillige "tryk .. for.." endelig kommet igennem til politiet. De har ikke en ledig vogn lige nu, men vil kigge forbi, så snart de har en ledig -det bliver indenfor en times tid. Vi spørger John, om han kender nogen i byen. Han kender én, og han kendte en mere, men han hængte sig forleden. Og nu bliver John berørt og lidt stille. Ikke for noget piger, siger han, men ... Du vil gerne være lidt alene? spørger jeg, da han ikke selv siger mere. Ja, svarer han. Vi fortæller ham, at politiet kommer og kigger til ham inden længe. Vi siger pænt farvel og pas på dig selv, og han takker mange gange for hjælpen.
På vej væk derfra takker min "medhjælper " for at jeg også blev. Selvfølgelig siger jeg. Og vi snakker kort om, hvor håbløst det egentlig er, for selv om politiet måske tager ham med, så er han tilbage på gaden igen om et par timer. Vi ønsker hinanden fortsat god dag og skilles.
Da jeg halvanden time senere er færdig med alle mine ærinder nede i byen, ender jeg med at gå en kæmpe omvej hen til bussen. John er ikke længere på Skt. Knuds Torv. På stenen sidder i stedet to veninder med hver deres kinabox og hygger sig i solen.
Kommentarer