Gå videre til hovedindholdet

Hjemmelavet æblesirup

Jeg har altid syntes, at det var sjovt at læse i det husstandsomdelte blad idényt. Specielt læsernes idéer har været underholdende med de mest mærkelige ting, man overhovedet kan forestille sig. Fra den udgave der kom ind ad døren i dag, vil jeg bare nævne det gode råd mod sko der klemmer: Man sætter dem i ovnen ved 50 gr i 15 min. og så tager man dem på mens de køler af!!! Det virker måske, hvis skoene er af skind, men jeg tror ikke jeg har tænkt mig at afprøve det.

Nå, men i dag var der rent faktisk en idé, som jeg med det samme var nødt til at afprøve. Nemlig den, hvor man ikke smider skrællen og kernehuset ud, når man haar skrællet æbler til et eller andet, men koger en æblesirup på dem. Jeg havde tilfældigvis en masse æbler, som var blevet lidt bløde i det, så kunne jeg jo passende afprøve æblesiruppen og så lave en omgang æbleflæsk (som i mit univers er en blanding af æbler, løg og bacon krydret med timian, lidt chili og salt -uhm)!

Jeg ændrede en smule på fremgamgsmåden, dvs. jeg lod det koge ind i længere tid end angivet og så brugte jeg selvfølgelig lys rørsukker i stedet for almindelig sukker. Men det viste sig at være supernemt at lave, og resultatet er mums, så her kommer opskriften.

Put skræller og kernehus i en gryde og hæld vand i så det dækker. Kog i 25 min. Si væsken og kog den ind til ca halvdelen. Smag til med lys rørsukker og lad det koge til sukkeret er smeltet. Køl det af og hæld det på glas. Kan efter sigende holde sig i måneder i køleskabet, og det smager rigtig godt på yoghurt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Sygemad -Hyldebærsuppe med kold risengrød

Jeg har været mere eller mindre syg i lidt over en uges tid -hoster, har ondt i halsen og er træt. Når jeg er syg eller har ondt i halsen sætter det sig på mine smagsløg. Der hvor det bliver mest tydeligt for mig er, at jeg mister lysten til kaffe, og mælk kan jeg overhovedet ikke have. Til gengæld bliver jeg storbruger af solbær saftevand, varm kakao og te. Dertil kommer selvfølgelig en mængde bolsjer og lakridser til halsen. Maden består typisk af suppe i mit tilfælde typisk nudelsuppe eller en hjemmelavet karrysuppe, ristet brød, pizza og toast. Det er som regel hvad jeg kan overskue. For en af de største ulemper ved at bo alene er, at der ikke er nogen til at handle og lave mad til en, når man er syg. Da jeg boede hjemme hos far og mor, fik den syge altid lov til at bestemme, hvad aftensmaden skulle stå på. Det betød også ofte suppe, som regel dog af den gode gammeldags slags, men der kunne også sagtens snige sig lasagne eller andet med på sygemenuen. Men må ærligt ind...

Tale, ikke snakke?

Jeg stod tidligt op i morges og læste derfor dagens Politiken grundigt over et Hopperkrus kaffe (mit favorit krus på ca. 4,5 dl og med Hoppers Nighthawk udenpå -deraf navnet). En af mine absolutte favoritter i den danske anmelderstand Kim Skotte havde været til koncert med Peter Sommer. Jeg var ikke nået langt ind i anmeldelsen, før jeg faldt over følgende formulering om sangen Valby Bakke: "et solidt radiohit med sin lune jydekrog af en sang om at tale, ikke snakke." De fleste der har hørt sangen ved, at det ikke lige er det, Peter Sommer synger. I sangen hedder det: "at snakke, ikke tale bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke." Nu har jeg stor tiltro til Kim Skotte, så jeg begyndte jo straks at spekulere på, om det var en fejl eller om det var helt bevidst, at han havde vendt teksten om i anmeldelsen. Efter et par timers spekuleren, bestemte jeg mig for at skrive en mail til Skotte og spørge ham. Og den lød som følger: Kære Kim Skotte Jeg har nu brugt ...

Hvid glühwein med æble og kanel

Jeg er forkølet, og så har man jo den perfekte undskyldning for at lave lidt glühwein. Jeg er sikker på, at det er bedre end en masse medicin! Sidste år i december var min søster og jeg i Berlin og var rundt på diverse julemarkeder. Vi blev vilde med hvid glühwein, og når det skulle være rigtig godt med en sjat amaretto. På Alexanderplatz fik vi en variant med æble og kanel, og det smagte fantastisk. Og da det er midt i højsæsonen for æbler, så er var det jo oplagt at prøve at lave sådan en udgave. Nu sidder jeg så og drikker det med en sjat amaretto i det oprindelige glas fra Alexanderplatz, og min udgave blev særdeles vellykket, så inden jeg glemmer opskriften, må den hellere skrives ned. Hvid Glühwein med æble og kanel 1 flaske hvidvin 2 æbler skæret i skiver 3-4 stænger kanel ½ dl rørsukker Skal af ½ citron Evt. honning eller rørsukker til at smage til. Det hele blandes i en gryde og varmes i ½ time -det må ikke koge. Kan drikkes som den er eller med en sjat amerett...