Er det virkelig kun fem år siden? Det føles som meget længere, fordi så meget er sket med verden siden da. Og jeg kan have svært ved at huske, hvordan tingene egentlig så ud på verdensplan før. Hvad var de store politiske agendaer, og hvad arbejdede man hen imod, før terror kom øverst på den verdenspolitiske dagsorden?
Politiken har på deres hjemmeside bedt folk om at komme med deres erindringer fra dagen. Jeg skrev følgende:
Lå syg i min seng -en af de der sygedage med dundrende hovedpine, feber, ondt i halsen og snot i hele hovedet, hvor man ikke kan foretage sig noget som helst uden, at det gør ondt. Og når jeg har det sådan, så er film det eneste der dur. Helst nogen, som jeg har set før, så det ikke gør noget, hvis jeg falder i søvn, og allerhelst nogen, som ikke kræver al for megen hjerneaktivitet.
Der ligger jeg så i min seng d. 11. sep. 2001 og ser Independece Day, og ja det er den, hvor aliens invaderer jorden og sprænger alle mulige kendte bygninger i luften.
Derfor bliver jeg noget overrasket, da jeg slukker for filmen, og der dukker et billede frem af WTC i røg og med kun et tårn tilbage. Gnider lige øjnene en ekstra gang, før jeg fatter, hvad der foregår og styrter ud af sengen og ud i mit kollegiekøkken, hvor CNN allerede kører og en større samling af gangens beboere er samlet.
Da jeg ser billederne af flyene, der flyver ind i tårnene, kan jeg ikke lade være med at tænke life imitaes art, for der er noget surrealistisk, filmisk over det hele. Og jeg ved, at jeg er vidne til en af de helt store begivenheder i historien, som får stor betydning for fremtiden.
Så spørger en af gangfællerne, om jeg har hørt fra min veninde, som er strandet i Tel Aviv i Israel, fordi hun ikke nåede flyet hjem pga et længere forhør i den israleske sikkerhedskontrol (ja, den var også skrap før den dag), og jeg bliver lige pludselig meget urolig, for palæstinenserne jubler i Gazas gader, og det er bare ikke godt for fredsudsigterne i Mellemøsten. Min veninde ringer et par timer senere -hun har det godt, og jeg bliver lidt roligere. Hun fortæller mig om reaaktionerne dernede, og mange har sagt, at nu kunne USA selv føle, hvordan det er at leve med terrortruslen hver dag.
Tankerne begynder at kværne inde i mit hoved, for hvad sker der nu? Hvad gør USA? Hvilken betydning får det for verden? Er dette indgangen til en ny epoke i verdenshistorien, og hvor bringer den os så hen?
ALt er lige pludseligt meget mere usikkert, men jeg konstaterer, at jeg de sidste mange timer ikke har tænkt på, at jeg egentlig var syg. Det er den hurtigste kur i mit liv, men det er en, som jeg ikke ønsker gentaget.
Politiken har på deres hjemmeside bedt folk om at komme med deres erindringer fra dagen. Jeg skrev følgende:
Lå syg i min seng -en af de der sygedage med dundrende hovedpine, feber, ondt i halsen og snot i hele hovedet, hvor man ikke kan foretage sig noget som helst uden, at det gør ondt. Og når jeg har det sådan, så er film det eneste der dur. Helst nogen, som jeg har set før, så det ikke gør noget, hvis jeg falder i søvn, og allerhelst nogen, som ikke kræver al for megen hjerneaktivitet.
Der ligger jeg så i min seng d. 11. sep. 2001 og ser Independece Day, og ja det er den, hvor aliens invaderer jorden og sprænger alle mulige kendte bygninger i luften.
Derfor bliver jeg noget overrasket, da jeg slukker for filmen, og der dukker et billede frem af WTC i røg og med kun et tårn tilbage. Gnider lige øjnene en ekstra gang, før jeg fatter, hvad der foregår og styrter ud af sengen og ud i mit kollegiekøkken, hvor CNN allerede kører og en større samling af gangens beboere er samlet.
Da jeg ser billederne af flyene, der flyver ind i tårnene, kan jeg ikke lade være med at tænke life imitaes art, for der er noget surrealistisk, filmisk over det hele. Og jeg ved, at jeg er vidne til en af de helt store begivenheder i historien, som får stor betydning for fremtiden.
Så spørger en af gangfællerne, om jeg har hørt fra min veninde, som er strandet i Tel Aviv i Israel, fordi hun ikke nåede flyet hjem pga et længere forhør i den israleske sikkerhedskontrol (ja, den var også skrap før den dag), og jeg bliver lige pludselig meget urolig, for palæstinenserne jubler i Gazas gader, og det er bare ikke godt for fredsudsigterne i Mellemøsten. Min veninde ringer et par timer senere -hun har det godt, og jeg bliver lidt roligere. Hun fortæller mig om reaaktionerne dernede, og mange har sagt, at nu kunne USA selv føle, hvordan det er at leve med terrortruslen hver dag.
Tankerne begynder at kværne inde i mit hoved, for hvad sker der nu? Hvad gør USA? Hvilken betydning får det for verden? Er dette indgangen til en ny epoke i verdenshistorien, og hvor bringer den os så hen?
ALt er lige pludseligt meget mere usikkert, men jeg konstaterer, at jeg de sidste mange timer ikke har tænkt på, at jeg egentlig var syg. Det er den hurtigste kur i mit liv, men det er en, som jeg ikke ønsker gentaget.
Kommentarer