Jeg har ingen erindring om, hvornår jeg sidst så solen. Måske skinnede den i søndags, men det har så også været den eneste dag i lang tids dis. Jeg faldt over dette digt i går af Juliane Preisler:
Og det er netop derfor, jeg savner solen. Jeg savner at vågne om morgenen til solskin og have energien til dagens gøremål.
Måske er det i disse disede dage - solen bag
et gustent slør af skyer som et vindue ud af
verden - at hun holder op med at se dem
hun passerer, holder op med at afsøge dem for
muligheder, holder op med at se ind i dem for
at finde en plads dér. Måske er det i disse
dage hun affinder sig med det, som ikke kan
kaldes en skæbne, men snarere en dvale, et
skin-liv et tyndt varmende tæppe hen over et
stort, åbent savn. Det er nemmere i disen,
mange ting er nemmere, når lyset ikke slår
hende skarpt i møde, det er nemmere ikke at
hænge fast i ansigterne. Nemmere at sove -
drømmelængselsløst, befriet, gennem døgnets
dis.
Og det er netop derfor, jeg savner solen. Jeg savner at vågne om morgenen til solskin og have energien til dagens gøremål.
Kommentarer