Tines Trivialiteter

I sidste uge var jeg i teatret med studiet i forbindelse med modulet Kulturprojekter og kulturelt iværksætteri. Vi så teaterkoncerten American Spirit, som bygger på sange af Johnny Cash. Jeg har et lidt blandet forhold til teaterkoncerter, hvilket er lidt mærkeligt, da det er en blanding af to ting jeg elsker: teater og koncerter. Jeg er bare ikke sikker på at blandingen fungerer, eller også er det bare en virkelg svær genre. Min første teaterkoncert er stadig den bedste. Jeg havde fornøjelsen af at se den første i genren Gasolin på Dr. Dante i 1996? (Jeg så den på andet år, hvor Jimi Jørgensen havde overtaget fra Søren Launbjerg, som skulle spille uropførelse af Atlantis på Østre Gasværk -som jeg i øvrigt så på samme weekend -fantastisk tur til Kbh.) Det gode ved Dantes Gasolin var, at den formåede at sige noget om samtiden, og der faktisk kunne anes en sammenh...

For et par dage siden var det 25 år siden, at Nirvanas Nevermind udkom. I den forbindelse genhørte jeg nogle af mine yndlingssange fra grunge perioden, som for mig faldt sammen med min gymnasietid. Jeg har tit tænkt på, hvordan musik kan fungere som tidsmaskine og minde en om en bestemt periode af ens liv, bestemte oplevelser og mennesker. Samtidig med at musik sætter en i en bestemt sindsstemning. På den måde får noget musik også mere betydning for en end noget andet. I den kommende tid har jeg bestemt mig for at genhøre nogle af de gamle albums og se, hvad der dukker frem af minder, hvad musikken betød for mig dengang og siden. Og hvad synes jeg egentlig om det i dag? Hvor det fører hen, ved jeg ikke endnu, men jeg ved, hvor jeg begynder -med grungetiden. Projektet kan følges her på bloggen under #nostalgialbums og #mitlivssoundtrack.