Det var min farmor som lærte mig at strikke og hækle i min barndoms sommerferier hos farmor og farfar i det lille stråtækte hus i en landsby på Fyn. Efter nogen år ville jeg begynde at strikke mit eget tøj, men det der med at holde strikkefastheden i større projekter mislykkedes, og jeg lagde pindene på hylden. Som voksen genoptog jeg strikkeriet (og hækling) igen, og pludselig var det der med strikkefastheden ikke det store problem, og jeg begyndte at strikke tøj til mig selv. Min farmor nåede at opleve mig genoptage håndværket, og den sidste jul hun levede, fik jeg alle hendes strikkepinde og hæklenåle, da hendes hænder ikke længere kunne holde til at bruge dem. De gamle metalpinde bruger jeg næsten ikke, men det er stadig en gave, som jeg sætter stor pris på. I dag er mit sidste projekt så endelig færdigt - en tyk uldgenser til udebrug efterår og vinter. Og med 3 farver på samme omgang flere gange i mønsteret har jeg været udfordret på strikkefastheden som i min barndom. På et...
-om hvad der optager mig her og nu; kultur og natur, fagligt og privat, stort og nok mest småt!